Palæstina Afrika Minerydning Sydamerika Indianske kulturer Kaffe og Bananer Atlanterhavs-øer Bente Grue

Uddrag fra min farmors breve fra Sydafrika
1904-07

Min farmor, der var husmandsdatter fra Vestjylland, tog den usædvanlige beslutning at rejse alene til Sydafrika i 1904 for at søge arbejde som tjenestepige. Hun skrev en række breve hjem, hvori hun både beretter om de mange ydre oplevelser og de indre tanker om det at være udvandrer. Hun startede dampskibsrejsen fra Esbjerg, kørte med toget gennem det engelske landskab med kommentaren "De havde ikke deres roer i så god orden som hjemme". I London forfærdes hun over den farlige trafik med 2-spand, 4-spand og endog automobiler.

Atlanterhavet, søndag d 23. okt. 1904

Jeg er den eneste danske ombord. Folk mener derfor vist at ha forpligtelser over for mig. "Vi skal nok få lært dig at tale engelsk ganske tåleligt, inden vi når Cape Town" siger de - noget jeg rigtignok betvivler. Hun beskriver livet ombord, maden, det salte drikkevand og varmen.
Ved de Canariske øer må hun kravle ned ad faldrebstigen for at komme i land. Her møder hun "spanske adelsmænd og mulatter - alt i en babelsk forvirring".

Cape Town, mandag d. 7. nov. 1904

"Endelig er målet nået. Skal flytte i plads mandag hos en engelsk familie, kun mand og kone, enepige, skal lave mad. Vask og slige ting har jeg ikke med at gøre". Siden blir hun kokkepige hos en anden familie sammen med Emma. "Tæpperne blir børstet en gang om ugen og hver dag fejet pr. maskine. Spiraltrappen har messinggelænder - det er heldigvis ikke min bestilling at pudse".

Vandringen til Cap det gode Håb

Jeg fik frk. Lauridsen med mig, og en dejlig søndag morgen startede vi fra Cape Town, tog train til Simonstown, og derfra havde vi 35 engelske mil - 55 km - til Cap pr. apostlenes befordring.
Da de når frem er der et lille hus til overnatning, men det var "rigtignok kun beregnet for herrer, da damer aldrig kommer her". "Søvn blev der ikke meget af, sengene var ikke videre indbydnde, de var til brug for turister og benyttedes tillige som ligbårer for søfolk, som drev i land. Og den stærke brænding mod klipperne var just ikke nogen vuggemelodi".

Transvaal 20.maj 1905

For 5 år siden måtte man køre i oksevogn det sidste døgn til Johannesborg, nu går toget helt op. Det er en lang og temmelig besværlig rejse. Når vi er flere kan vi rejse på 3die klasse. Ene er man nødt til at have 1ste, man skal jo opholde sig i toget både nat og dag. Ligefrem slået ihjel blir man selvfølgelig ikke, men ubehageligheder af anden art kan nemt indtræffe.
Alt er så native heroppe. Sand og tildels nøgne mennesker, kan være ganske interessant, når man blir vant til det, men endnu hænger der jo lidt civilisation ved een. Også her kommer hun i huset, men blir senere ansat i en større forretning som regnskabsførende. "Frk. Lauridsen har været her i 2 1/2 år og har ikke afbetalt sin rejse endnu. Hun har været meget syg af internistfeber, det har kostet over 30 pund, endda de havde fri doktor og medicin. Sygeplejerske er meget dyrt her".

Maren vil hjem

Maren har hjemve og arbejder nærmest i døgndrift, for at kunne betale de penge tilbage, hun har lånt af venner i Danmark til udrejsebilletten. Derefter skal hun spare sammen til hjemrejsen. Det tog hende endnu halvandet år med stor sparsommelighed at stå med hjembilletten i hånden.